Fra studentermedhjælper til salgschef på tre år

Kan man få uddannelse, kæreste, hus, to børn og en lederstilling på bare tre år? En forårsdag i 2018 begyndte Victor Rasmussen som studentermedhjælper hos regaco. I dag er han salgschef. Og Victors ambitioner om et bedre klima med biogas er høje.

Victor på 28 år husker tydeligt sommerfuglene i maven, da han mødte op den første dag i marts 2018 som studentermedhjælper hos regaco i Søborg. Men han fik hurtigt ro i maven. Victors værdier passede som fod i hose i virksomheden, og kemien mellem ham og chefen Jacob var der fra første sekund:

”Jacob har som leder fra dag 1 vist mig stor tillid og givet mig ansvar og ærlig feedback på min indsats. Der er aldrig tvivl om, hvor vi har hinanden. Og det hjælper selvfølgelig også, at vores kemi er så god”, fortæller Victor.

Og Jacob Himmelstrup, direktør, spottede straks Victors værdier, mod og talent: 

”Mit første indtryk af Victor var superpositivt, der var virkelig fuld gang i ham og masser af kompetencer. Hans største talenter er en proaktivitet, en vilje til at lære og til at tage ansvar. I starten var det meget messearbejde og planlægning af salgsaktiviteter. Men han fik hurtigt ansvar for sine egne kunder.” 

Som mindre SMV (små og mellemstore virksomheder) arbejder de syv ansatte i regaco ud fra et vigtigt fundament med både pionérånd og ansvarlighed som værdier. Og dét kræver et lederskab, der også i svære tider siger tingene, som de er.

”Jacob er meget inspirerende, når det handler om at være en tydelig leder. Når der er krise forude, er han helt ærlig om situationen. Men det har altid givet mig en ro, at han kommunikerer så klart og i øjenhøjde. Og jeg har jo lært så meget af den tillid og tydelighed, som også er centralt i min dialog med kunder og samarbejdspartnere”, uddyber Victor.

Som leder har Jacob Himmelstrup altid haft den holdning, at det betaler sig at give medarbejderne frihed under ansvar:

 ”Victor har udviklet sig ekstraordinært positivt med en ret stejl læringskurve på de tre år. Og jeg har også udviklet mig, for alt hvad man fylder på Victor, det kommer jo igen. Er der noget, han er i tvivl om, så spørger han. Min holdning er,  at selv unge mennesker, der er helt grønne, kan vokse lynhurtigt, hvis man giver dem ansvar og muligheder”. 

Indimellem har der dog været lidt udfordringer med at Victor fik så meget ansvar og indflydelse:

”Vi har enkelte gange været nødt til at pointere for nogle kollegaer, at Victor altså ikke er her for at lave kaffe; han er her på lige fod med alle andre. Men netop som lille virksomhed kan vi hurtigt sikre en kultur, hvor alle med hver deres kompetencer bidrager, så vores ressourcer og talenter udnyttes bedst muligt”, forklarer Jacob Himmelstrup.

Jacob og Victors ambitioner er høje: Biogas er en central nøgle til at nå klimamålet om 70 % CO2- reduktion i 2030. Og for Victor er ordentlighed og den gode aftale omdrejningspunktet:

”Det er så vigtigt, at biogas bliver mere udbredt i Danmark. Vores afsæt for at nå vores mål er egentlig ret simpelt: At opføre sig ordentligt. Ansvarlighed og ærlighed er en central del af regacos og mit DNA. Det handler om den gode aftale – ikke kun det gode produkt. Ansvarlige løsninger 360 grader rundt er nøglen – at gå efter en win-win situation med kunder og samarbejdspartnere. Vi er det sidste, vigtige led, inden der kommer biogas på fx bussen, så det er helt afgørende, at det hele spiller hele vejen rundt og hele vejen fra A-Z.” 

Undervejs har Victor sammen med sine opgaver i regaco taget adskillige eksamener på vejen mod uddannelsen som diplomingeniør, har fået to børn og købt hus. 

”Jacob er ret ambitiøs, både når det handler om at styrke vores forretning med biogas, men også når jeg skal få det til at hænge sammen med mit privatliv. Det blik for balancen har i høj grad været værdifuldt, når jeg har skullet planlægge salg, studier og søndage med familien,” uddyber Victor, der netop er blevet far for anden gang.

 Victor kunne have valgt at fortsætte sin karriere hos en større virksomhed, og det har Jacob også været helt bevidst om: 

”Mange af hans studiekammerater er jo hos Radiometer eller Novo Nordisk. Jeg har da også opfordret ham til at gå ud og prøve det af med jobsamtaler hos nogle af de store virksomheder, også for selv at være sikker i sin sag, inden han blev fastansat her. Han har ikke desto mindre valgt at komme tilbage til os med andre arbejdsforhold men også store muligheder.”

Victor har siden den første dag i marts 2018 ikke savnet at være i en stor virksomhed:                                              

”For mig handler det ikke om firmabil og kantineordning, men udfordringer, muligheder og vide rammer. Jeg glæder mig enormt til fortsat at udvikle mig fagligt. Og selvfølgelig også til at indfri endnu flere af vores ambitioner om en grønnere fremtid med biogas som en ansvarlig og central del af løsningen i den tunge transport.”