Naerenergi fyldestation biogasbusser Arriva

Arriva-busser tanker 100 % grøn biogas med gennemprøvet fyldeanlæg

Region Nordjylland har det lange ben foran i den grønne omstilling. Et tæt samarbejde mellem Arriva og Nærenergi garanterer regionen en klima- og miljøvenlig busdrift. Det sker med CO2-neutral biogas i tanken på en række regionale busser.

 

I Nordjylland ønsker man, at den kollektive trafik skal være helt emissionsfri i 2030.

En så ambitiøs målsætning kræver en  målrettet indsats og et stærkt samarbejde mellem alle involverede parter. Og det forudsætter en god tilgængelighed af biogas.

I forvejen havde Arriva Danmark biogastankstationer i Ålborg og Frederikshavn. Med etableringen af to nye knudepunkter i Brønderslev og Hadsund blev det Arriva, der vandt opgaven med at etablere biogasbusdrift på et større antal regionale ruter i Nordjylland.

For Nærenergi Danmark bestod opgaven i at etablere fyldestationer i Hadsund og Brønderslev til 6 og 7 busser på ganske kort tid. De to anlæg skulle stå klar til brug 1. maj 2020, hvor den nye operatør skulle overtage busdriften.

Projektet realiseret på rekordtid

Sideløbende med udbudsrunden forhandlede Arriva og Nærenergi kontrakten på plads, sådan at begge selskaber var klar til aktion straks, hvis kørselsopgaven gik til Arriva. Den lidt utraditionelle fremgangsmåde var nødvendig i lyset af den ultrakorte leveringstid.

Da udbuddet var afgjort, var der ingen tid at spilde. Jacob Himmelstrup, administrerende direktør i Nærenergi, fortæller om processen:

”Arriva ønskede en totalløsning, hvor Nærenergi også skulle stå for alle forberedelser på de to grunde. De bare marker med perlegrus skulle belægges med beton af Arrivas entreprenør. Der skulle lægges forsyningskabler til gas, strøm osv. Med benhård koordinering af de forskellige leverandører fik vi forvandlet de to grunde til et område, hvor vi kunne etablere vores fyldestationer. Vi havde hele vejen igennem en god og tillidsfuld dialog med Arrivas projektfolk, indkøbsafdeling og Asset Management-afdeling. Samarbejdet var en fornøjelse – alle var meget professionelle og målrettede.”

Efter det indledende arbejde med at få lavet tegninger, beregninger og alle de andre opgaver, der er forbundet med projekter af denne karakter, var det tid til at få Nærenergis del af leverancen på plads. NORDKAP-kompressorhuset og fyldestationerne skulle installeres på de to lokationer.

”Her måtte vi også tænke alternativt,” husker Jacob Himmelstrup. ”Den korte leveringstid og kravet om, at begge anlæg skulle stå klar samtidig, tvang os til at gøre tingene på en anden måde. Vi optimerede vores koncept, så vi lavede simultan installation på begge sites med de samme folk, der kørte frem og tilbage. På den måde fik vi faktisk lavet installationen på den halve tid af det forventede.”

FAKTABOKS
Kunde Arriva Danmark
Geografisk placeringHadsund og Brønderslev
ForretningsområdeRegional busdrift
Antal køretøjer6 og 7
AnlægstypeShermount med Sherfill-standere, enkelt
FyldningstypeLangsomfyldning til tankning om natten
NORDKAP-kompressorhusJa, enkelt
Særlige forholdInstalleret med brug af Augmented Reality
ServiceaftaleFuld servicepakke med 24/7-tilkald
Presse16 nye CO2-neutrale biogasbusser i Nordjylland
Igangsætning og opstart krævede også utraditionelle metoder

Hele projektet skulle udføres i første halvår af 2020, hvor verden var lukket ned på grund af COVID-19.

Når Nærenergi skal starte et nyt anlæg op, sker det normalt ved, at nogle eksperter i kompressoranlægget og styresystemet kommer til kunden for at sætte systemet i drift. Da al flytrafik var indstillet globalt, var det ikke muligt at flyve folk ind fra Sydkorea og Norditalien. Gode råd var dyre; AR-teknologi blev løsningen.

”Vi havde længe overvejet Augmented Reality som et muligt supplement til at flyve teknikere ind til at hjælpe os med idriftsættelse. Men der skulle en coronapandemi og global nedlukning til, før tanken blev til handling,” forklarer Jacob Himmelstrup.

Nærenergi hyrede firmaet Virsabi til at stå for opsætningen af AR. De skulle sikre en kraftig wi-fi-forbindelse på de to lokationer. Alene denne opgave kan være en betydelig udfordring i områder med svag mobildækning.

Mødeportalen Teams skulle sættes op, så alle deltagere kunne se det samme som montøren via synsfeltet i hans HoloLens 2. På denne måde kunne eksperterne i Korea og Italien og kollegerne i Søborg tegne og pege i synsfeltet og give mundtlige instrukser. AR-løsningen gjorde det muligt at få de to anlæg igangsat korrekt og til tiden.

Naerenergi tekniker guides via AR HoloLens
Nærenergis tekniker guides af eksperter ved hjælp af AR og HoloLens 2.

Endnu en vigtig ting manglede dog før aflevering, nemlig at få afprøvet alle funktioner på fyldeanlægget. For at teste fyldetryk mv. skal man bruge nogle busser. Her opstod den næste udfordring. Nye busser bliver først indregistreret, umiddelbart inden de skal i drift, så dem kunne man ikke bruge til test.

Løsningen blev, at Arriva skaffede et antal busser fra en anden lokation og fik nogle chauffører til at køre rundt med dem og bruge noget gas. På denne måde lykkedes det at få testet og klargjort begge anlæg til opstarten 1. maj 2020, hvor de nye busser skulle ud på ruten første gang. Det var prikken over i’et på et godt og nødvendigt tæt samarbejde, som alle parter satte stor pris på.

 

”Tak for godt og professionelt samarbejde. Jeg ved hvor stor en indsats I har gjort de sidste uger for at komme i mål til tiden. Det er supergodt arbejde og en fornøjelse at arbejde sammen med så dygtige folk, der går det ekstra stykke for at komme i mål. Det var en fornøjelse at være i Brønderslev i dag og bare se at alt var på plads og samtidig se de nye busser med største lethed tanke på anlægget. Tak for samarbejdet.”

Henrik Egbo, projektleder Arriva Danmark

 

Optimal løsning for chauffører og driftspersonale

Men en ting er de mange forberedelser og selve installationen af fyldeanlægget. En anden er den daglige brug og drift. Hvordan er hverdagen med biogasbusser for chauffører og driftspersonale sammenlignet med traditionelle busser med fossilt brændstof?

  • Med dieselbusser har en medarbejder på værkstedet eller i vaskehallen ansvaret for at fylde bussen, så den er klar til kørsel næste morgen. Glemmer medarbejderen ved et uheld dette, skal chaufføren bruge tid på at fylde sin bus. Det koster tid og penge.
  • Med biogasbusser er sandsynligheden for at glemme at fylde bussen meget lille, da hver bus har sin egen slange på fyldeanlægget. Chaufføren skal blot huske at tilslutte slangen ved fyraften, så er hans bus klar næste morgen.

Regionalbusser er defineret til at køre lange strækninger på tværs af hele regionen. Derfor giver det god mening at køre med grøn biogas som drivmiddel.

I modsætning til elbusser har biogasbusser rækkevidden til store afstande, og da busserne fyldes hver nat og har en rigeligt stor tank, er de sikret mod driftsstop. Endnu en fordel for chaufføren.

”Der er tale om en ægte win-win-løsning her. Chaufføren ved, at hans bus står klar til en hel dags kørsel, når han møder ind om morgenen, og miljøet og klimaet er de helt store vindere med CO2-neutral biogas,” siger Jacob Himmelstrup og slutter:

”Arriva er en af de operatører, der virkelig gør noget for miljøet. Vi glæder os til at hjælpe med de næste projekter, så vi sammen kan realisere målet om en emissionsfri busdrift i 2030. Nu mangler vi bare, at politikerne tager ansvar og gør det økonomisk attraktivt at skifte over til biogas.”

Ring på +45 25 94 45 02 og hør mere om biogas til transport